Hvad der sker på Værestedet
Værestedets Udflugt 2011

Kulturcenter Værestedets Udflugt onsdag den 15. Juni til Århus, Norsminde kro m.v. blev et tilløbsstykke. Turen var udsolgt, idet hele 55 personer havde tilmeldt sig - den største tilslutning til den årlige udflugt nogensinde. Der var afgang fra Kulturcenter Værestedet kl. 8.30 i højt solskin, og solen var med os hele dagen. Vi ankom til Marselisborg haven/mindeparken kl. 10.00, hvor de medbragte smurte rundstykker og kaffe blev fortæret. En fantastisk god ide som alle var begejstrede for. Kl. 11.00 gik turen ad smalle veje gennem Marselisborg skovene til Moesgård Museum, hvor der var fri adgang til vandretur, museumsbesøg m.v. Herefter gik turen til Norsminde kro, hvor middagen stod parat, en middag som ikke ret mange kan huske hvad hed, heller ikke selvom kokken kom tilstede ved bordene og fortalte alt om dagens middag - men den smagte godt. Efter middagen og en slapper gik turen videre til den økologiske have i Odder, hvor vi efter ca. 1 times rundtur i haven igen fik serveret kaffe på havens terrasse af "bussemanden" men denne gang med hjemmebagt brød. Godt trætte og mætte gik turen hjemover hvor vi ankom til Kulturcenter Værestedet ca. kl. 18.30. En særdeles vellykket dag og herfra stor ros til chauffør og busselskab for god tilrettelæggelse og særdeles fin servicering.

Billeder fra udflugt 2011.
Ålegilde 2011

29. august 2011.
Den årlige ålegilde var lidt tidligere i år på grund af at vi har jubilæum den 10. september.
Der var mødt 11 frivillige op fra morgenstunden, som gik i gang med at gøre de 45 kg ål i stand og stege dem. Der blev skrællet 50 kg kartofler, der blev dækket op i gymnastiksalen, og dagen før var der blevet skrællet æbler til æblekage.
Igen i  år var det en succes. Der var 100 gæster foruden bestyrelsen, og vore gæster var tilfredse med ål og æblekage. Det kunne man også se, for der blev spist op af både ål, rødbeder, æblekompot og æblekage, så det eneste der var til overs var kartofler og sovs.

Tilberedning af ål m.m. i 2011.
25 års jubilæum 2011
Lørdag den 10. september blev der holdt 25 års jubilæum på Kulturcenter Værestedet. Det havde været under forberedelse i lang tid af bestyrelsen og  frivillige hjælpere, vi var heldig med at det var godt vejr, det havde ellers været en periode med regnvejr.
Der var udstilling af Husflidsskolen med sløjd, bogbinding og vævning. Der var også udstilling af kunstmalerne, smedene fra Hvolris, nørklerne, lokal- historisk forening, Møldrup  og Værestedet havde også en udstilling af billeder og udklip. Spejderne og børneklubben havde også deres udstilling.
Det er svært at sige hvor mange besøgende der besøgte Værestedet den dag, men et bud er at der var ca. 120 besøgende i løbet af dagen.
Formand Niels Erik bød velkommen og fortalte lidt om Værestedets historie. Derefter holdt borgmester Søren Pape tale, han havde sat sig ind i, hvad der var sket i Låstrup og sluttede med et leve for Kulturcenter Værestedet. Jette, datter af uddelerparret Edith og Harald Bertelsen læste et digt op som hendes mor havde skrevet ved indvielsen af Værestedet for 25 år siden. Der blev også sunget en sang af Poul Thøgersen som var forfattet ved indvielsen. Der var underholdning af Salling harmonika musikanter og sangpigerne "Vi ka' jenne"
Der blev givet mange gaver, tak for det. Demokrati -udvalget som var repræsenteret af formanden, Dueholm, gav en flot plakat.
Der blev serveret gratis menu. Grill-mesterne Salah, Ole og Niels havde meget travlt ved grillen og på et tidspunkt måtte der hentes ny forsyning ved købmanden af pølser, kartoffelsalat og flutes.
Det var et vellykket arrangement.

PL

Se video-klip:

Formandens velkomst.
Borgmesterens festtale
Fællessang 

Collage fra Værestedets 25 års jubilæum.
Gule ærter 2011
Den 12. december var der fællesspisning med gule ærter, kaffe og klejner på Værestedet.
Børn fra Skals Skole kom med Lucia-optog som et festlig indslag. Desværre var der ikke så mange tilmeldte i år som der plejer at være, vi var ialt 30 personer, om det skyldtes WM i håndbold, julefrokosterne eller den almindelige afmatming vides ikke. Men vi havde det hyggelig og var ved lejligheden flyttet ind i lokale 2, hvor vi nemt kunne være. Aften sluttede med lotteri og fællessang.
 
Lucia optog på Værestedet.